Sønderborg Gin

Sønderborg Gin bliver vores tredje dobbelt-destilleret gin og vil afslutte vores trilogi med Als Gin, Dybbøl Gin og nu Sønderborg Gin.
Smagsretningen går i den traditionelle retning med brug af klassiske botanicals såsom koriander, kardemomme, citron, angelikarod og kanel. Som vores andre gin er denne også 100% økologisk.

Destilleringen sker i traditionelle kobberkedler og laves efter ’London Dry Gin’ metoden, hvor der kun tilføres vand efter destillering for at ramme den rigtige alkoholprocent og smag. Vi har valgt en metode, hvor enebær mortes og hviler i alkoholen inden destillering. Vi kører ’small batch’ med omkring 45 flasker per produktion og med nummererede flasker. Sønderborg Gin ligger på 44%, da vi mener dette giver den helt rigtige kombination ift. smag og udtryk.

Flasken er af tung kvalitet og udsende er valgt, da den ligger godt i hånden. Den sorte prop komplimenterer den sorte tekst og logo på etiketterne. Flasken prydes af et håndtegnet billede af den velkendte Christian d. X’s bro som forbinder Sønderborg, tegnet af den danske kunstner Georg Persson, og med en blå kant, der symboliserer Alssund.

Vi anbefaler at nyde den rent med en isterning eller som Gin/Tonic med én af de tonics vi fører fra Aqua Monaco, en skrive citron og selvfølgelig masser af is.